Acando køber SAP-konsulentvirksomheden March IT A/S
30-10-2009
Acando Denmark A/S har overtaget samtlige aktier i SAP konsulentvirksomheden
March IT A/S. Via opkøbet styrker Acando Denmark sin position på SAP markedet i Danmark og som førende konsulenthus i Norden.
Med March IT ombord bliver Acando Denmark med ét slag en langt større
konsulentorganisation i Danmark og får samtidig tilført central kompetence inden for
bl.a. mobile løsninger, logistik og vedligehold. March IT har kontorer i København
og Århus, tæller 30 seniorkonsulenter og havde i 2008 en omsætning på 53 MDKK.
March IT har længe haft et ønske om at gå fra at være en mindre nichevirksomhed
til en større, solid spiller på både det nationale og internationale marked. Derfor blev
Acando Denmark som ny ejer det helt rigtige valg for dem.
Som datterselskab af den svenske koncern Acando AB er Acando Denmark en del
af et internationalt konsulenthus med knap 1200 konsulenter i 6 lande. Dermed har
Acando Denmark et stort, internationalt kundegrundlag, som nu kan tilbydes en
langt bredere løsningsportefølje – ligesom March ITs nuværende kunder fremover
kan tilbydes Acandos specialkompetencer inden for ERP, BI og systemudvikling.
Samlet set giver det Acando Denmark en unik position på det danske marked, og
fremadrettet bliver de SAP-løsninger, som er udviklet i March IT, en vigtig del af
strategien – ikke bare i Danmark men i hele Acando-koncernen.
March ITs administrerende direktør Jacob Wesenberg indgår i den fremtidige ledelse af Acando Denmark i et tæt samarbejde med Anders Engdal, der fortsætter som Acando Denmarks administrerende direktør. I nærmeste fremtid vil kunder og samarbejdspartnere blive kontaktet af den nye ledelse, der glæder sig til at fortælle meget mere om de nye muligheder for et både bedre og bredere samarbejde.